Agriturismo

Ferieophold på en agriturismo i Toscana, Umbrien eller et andet sted i Italien

Det italienske ord, agriturismo (flertal ”agriturismi”), dækker over en gård eller en landejendom, hvor der produceres vin og/eller olivenolie eller hvor der er opdræt af husdyr, og hvor der er indrettet hotelværelser og/eller ferielejligheder, som udlejes til feriegæster. Vores agriturismi ligger for det meste i Toscana og Umbrien, men vi har også enkelte landhuse ved Gardasøen. De er nøje udvalgt efter deres beliggenhed, komfort, faciliteter og ejernes imødekommenhed over for feriegæsterne. Fælles for vore agriturismi er også, at de alle har en dejlig swimmingpool og store udeområder, hvor gæsterne kan slappe af og evt. spise de måltider, som de selv har tilberedt i deres ”eget” køkken. Et andet og vigtigt kriterium er, at vore agriturismi ligger i smukke omgivelser, som i sig selv er med til at fremme fornemmelsen af at være på ferie langt fra byernes stress og jag.

Mens nogle af vore agriturismi har en restaurant med servering af egnstypiske retter, ligger de fleste inden for kort køreafstand fra små byer eller landsbyer, hvor man kan opleve det autentiske italienske folkeliv, og hvor man kan gå på opdagelse i de spændende lokale butikker og købe ind til måltiderne hos slagteren, grønthandleren og bageren. Der vil altid være hyggelige barer og caféer, hvor de lokale nyder en espresso eller et godt glas vin, og rustikke restauranter, hvor man serverer retter af hjemmelavede pastasorter og lokalt producerede kødtyper og grønsager.

Afstandene er heller ikke så store i Toscana og Umbrien, og man kan derfor altid tage en bekvem dagsudflugt til de mange berømte kunstbyer som Firenze, Lucca, Pisa, Arezzo, Perugia, Spoleto og mange, mange flere. Og netop efter sådanne udflugter er det skønt at komme hjem til en fredelig oase og tage et dyp i den kølige pool. Det er altså en ferieform, som intet har til fælles med den strand- eller storbyferie, som de fleste italiensfarere vælger, men som ikke desto mindre tilbyder noget for hele familien, inklusive de mindre børn.

Filtrér dine resultater