Kategori: Kroatien

Kroatien: Istrien Øst og Midt

Jeg har allerede skrevet udførligt om den vestlige del af halvøen, Istrien, men for at rekapitulere: For mig findes der ikke et smukkere land i Europa end Kroatien! Landet har simpelt hen alt, hvad man som turist kan ønske sig af landskabelig skønhed, gastronomi og en venlig befolkning.

Den smukke by Rabac

Halvøen Istrien, som Kroatien deler med nabolandet Slovenien, ligger oppe i det nordvestlige hjørne og grænser op til italienske Trieste. Den kroatiske del af Istrien består dels af en godt 80 km lang kystlinie både på vest- og østsiden og dels af et grønt og frodigt bjerglandskab. Istriens historie er noget omtumlet, men i perioden 1919-1947 tilhørte halvøen Italien, hvorefter den blev integreret i det daværende Jugoslavien. Takket være de nære relationer til Italien, er Istrien officielt tosproget kroatisk/italiensk, hvilket bl.a. ses på byskiltene f.eks. Umag/Umago, Novigrad/Cittanova, Poreč/Parenzo, Rovinj/Rovigno, Pula/Pola osv.

Mens vestkysten er relativt flad, men alligevel smuk og med en frodig middelhavsbevoksning, er østkysten meget mere dramatisk. Fra Pula på sydspidsen til Opatija i nord løber en smuk, men ret så snoet landevej langs med bjergene og med ganske få feriesteder. Det vigtigste af disse er Rabac ud for den lille by, Labin. Fra hovedvejen snor bivejen sig stejlt nedad til den lille havn i Rabac, og herfra igen stejlt opad til det område, hvor man har valgt at placere hotellerne og ferieboligerne. Lad mig sige det med det samme: Udsigten heroppefra siger spar to til alt.

I gå afstand til den lille havneby Rabac kan jeg anbefale den smukt beliggende campingplads “Camping Oliva“. Camping Oliva er en del af et feriecenter og har sin egen pool. Man har desuden mulighed for at tilkøbe halvpension og spise på et af hotellerne. Campingpladsen tilbyder mobilhomes til meget rimelige priser, og stranden ved pladsen er flot og børnevenlig.

Når man kører nordpå fra Rabac, kan man tage en afstikker til den langstrakte ø, Cres. Man kører ned til den lille havn, Brestova, hvorfra man på en halv time sejler over til Porozina på Cres – en smuk tur i sig selv. Fra Porozina går der en forholdsvis smal landevej de 60 kilometer ned gennem øen, hvorefter man kommer til verdens noget nær korteste bro til øen Lošinj. Det er værd at gøre holdt i selve Cres by, hvor der findes flere glimrende fiskerestauranter. Vælger man at fortsætte ned til Lošinj, må man ikke snyde sig selv for et besøg i øens største by, Mali Lošinj (betyder Lille Lošinj og er paradoksalt nok større end Veli Lošinj, som betyder Store Lošinj!).

Opatija

Skal man over til Kvarnerbugten på fastlandet, kan man fra Merag på Cres tage færgen over til Valbiska på øen Krk, hvorfra der er broforbindelse til fastlandet.

Vælger man at sejle tilbage til Istrien, fortsætter man nordpå, indtil man kommer til den imponerende ferieby, Opatija. Her er der arkitektoniske minder tilbage til det østrig-ungarske monarki, hvis kejsere og adel yndede at holde ferie i det statelige Opatija. Også Tito havde sin sommervilla i byen. Opatija består af en lang hovedgade omkranset af fine hoteller, hvoraf min favorit er Ambasador, hvor man bliver forkælet af et venligt personale såvel i receptionen som i restauranten. At Opatija er en ferieby for eliten, forstår man ved det store antal både fire- og femstjernede hoteller langs hovedgaden. Elegante butikker og ditto restauranter fuldender billedet af en ferieby fra en svunden, måske mere civiliseret tid.
Men Istrien er ikke kun kyst.

Det er nok de færreste, der gør sig den ulejlighed at udforske det indre af halvøen, hvilket er en blodig synd.

Motovun

Der er bjergrigt, grønt og meget smukt, og der findes et utal af søvnige middelalderlandsbyer, hvor tiden synes at være gået i stå. Her er der små købmænd, beskedne tavernaer, æsler i bybilledet og en autentisk lokalbefolkning, som er helt upåvirket af de fåtallige turister. Den måske mest kendte af disse landsbyer er Motovun, og dette af én meget speciel årsag: Trøfler! De istriske trøfler er fuldt ud på højde med deres modparter i Italien og Frankrig, men koster noget nær det halve. Er man trøffelfreak, er det her, man skal købe denne herlige delikatesse. Og da der trods alt kommer en del entusiaster til Motovun, har landsbyen, i modsætning til de øvrige landsbyer, et hotel: det udmærkede, trestjernede Kaštel, hvis restaurant har specialiseret sig i retter med – ja, rigtigt, trøfler.

Udsigt over Rijeka

Istrien har efterhånden fået et glimrende vejnet, ikke mindst takket være motorvejen ”Det istriske Ypsilon”, som fra Pula løber nordpå og dele sig i to grene, hvoraf den ene går op til Umag og den anden til Pazin. Skal man tværs over Istrien til den store havneby, Rijeka, fortsætter man østpå fra Pazin ad landevejen op til Učka og kører igennem den fem kilometer lange tunnel, som efter åbningen i 1981 betød en væsentlig forkortelse af rejsetiden. Når man kommer ud fra tunnelen i den østlige ende, får man en panoramaudsigt, der kan tage vejret fra selv den mest blaserte. Man skuer ud over Kvarnerbugtens skærgård og hele byen Rijeka. Vejen ned mod Opatija, som man passerer ovenfor, er tresporet, kurverig, og opfordrer til racerkørsel, hvilket man absolut skal holde sig fra – lad kroaterne om at lave de ulykker, som deres vilde kørsel er skyld i. Så kommer man sikkert frem til Rijeka (Fiume på italiensk), en by, som meget få turister kender, men som klart er et besøg værd. Flot arkitektur, gode restauranter og en kystvej, som er højt hævet over byen med skønne panoramaer til følge.

Istrien, Kroatien – Den perfekte destination til kør-selv ferien!

For mig findes der ikke et smukkere land i Europa end Kroatien. Landet har simpelt hen alt, hvad man som turist kan ønske sig af landskabelig skønhed, gastronomi og en venlig befolkning. Halvøen Istrien, som Kroatien deler med nabolandet Slovenien, ligger oppe i det nordvestlige hjørne og grænser op til italienske Trieste.

Den kroatiske del af Istrien består dels af en godt 80 km lang kystlinie både på vest- og østsiden og dels af et grønt og frodigt bjerglandskab. Istriens historie er noget omtumlet, men i perioden 1919-1947 tilhørte halvøen Italien, hvorefter den blev integreret i det daværende Jugoslavien.

Takket være de nære relationer til Italien, er Istrien officielt tosproget kroatisk/italiensk, hvilket bl.a. ses på byskiltene f.eks. Umag/Umago, Novigrad/Cittanova, Poreč/Parenzo, Rovinj/Rovigno, Pula/Pola osv.

Umag

Den nordligste kystby er den lille middelalderby, Umag, som trods sin lidenhed har et meget stort udvalg af hoteller og ferieboliger, hvoraf de fleste ligger direkte ved havet 2-3 km nord for selve byen.

Når jeg er alene, bor jeg gerne på det firestjernede Sol Umag Hotel, hvorfra man har en fabelagtig udsigt over havet og en stor restaurant med en imponerende morgenmads- og middagsbuffet. Er familien med, forkæler jeg dem gerne med et ophold i de superlækre Istrian Villas, som er en del af det store Stella Maris-kompleks. Det ligger i øvrigt ved siden af Umags kendte tennisanlæg, som hvert år er vært for en del af ATP-turneringen.

Byen har en ikke særligt spændende hovedgade med en del barer og butikker, men for enden af denne gade kommer man til en smuk, stor, åben plads, hvor man finder den imponerende domkirke. Smutter man om bag domkirken, er man straks tilbage i middelalderen med smalle gyder og mange gode restauranter.

Parallelt med disse gyder er der en skøn søpromenade, hvis første 2-300 m byder på en række fine fiskerestauranter i forskellige prisklasser. Det kan betale sig at studere menuerne, før man beslutter sig for den restaurant, man helst vil spise på; min egen favorit er den i begyndelsen af promenaden.

Start gerne med en gang dampede blåmuslinger (dondole) og fortsæt med deres lækre, grillede blæksprutter (lignje na žaru), søtunge (list) eller min favorit, havbars (branzin). Som tilbehør blitva na dalmatinski. Blitva er en slags sølvbede og på dalmatisk vis serveres den blandet med kogte kartofler. Så synger englene!

Næste kystby sydpå er det charmerende lille Novigrad med et par hoteller, campingpladser, de sædvanlige barer og restauranter – og ikke ret meget andet. Fortsæt herfra til Poreč, som med rette kaldes for Istriens turisthovedstad.

Allerede 10 km nord for byen støder man på de første turistanlæg i området Lanterna, hvor der både er en fin, stor campingplads, Camping Lanterna, og flere forskellige ferieboliger som f.eks. de dejlige Valamar Tamaris Villas. Straks nord for byen ligger forstaden Špadići, hvor der bag ved hotellet Laguna Park ligger nogle små dobbelthuse i en fredelig, trafikfri og dermed meget børnevenlig park.

Syd for selve byen ligger to meget store turistcentre, hhv. Želena Laguna og Plava Laguna (Den Grønne Lagune resp. Den Blå Lagune), hvor en af danskernes foretrukne campingpladser, Bijela Uvala, ligger. Er man, som jeg, mere til ferieboliger, kan jeg anbefale de smukke bungalower ved Valamar Diamant hotellet.

Fra disse områder går der en promenade langs havet og hele vejen ind til selve Poreč, hvor der INTET mangler for den krævende turist. Den ekstremt smukke, veneziansk prægede middelalderby byder på hyggelige gågader med masser af små butikker, barer, restauranter og fascinerende museer. Fra havnepromenaden går der turbåde ud i skærgården, fisketure og en katamaran med dagsudflugter til Venedig.

Porec

Blot syv km syd for Poreč kommer man til min absolutte favorit: det lille, fredelige Vrsar. Har man mod på at ase op ad de smalle gader til bakketoppen, kommer man til byens flotte kirke, hvorfra der er en af verdens mest betagende udsigter over skærgården i det glitrende Adriaterhav.

Vil man bo med næsten samme udsigt, skal man, som jeg altid gør, tjekke ind på Hotel Pineta, som ligger højt oppe på en bakketop, eller på hotellets nabo, feriecentret Belvedere, som har førsteklasses lejligheder bygget ind i skråningen og alle med en herlig udsigt.

Den hyggelige havnepromenade har en række udmærkede restauranter i alle prisklasser, og altid flere imponerende lystyachts, som er ankret op ved ”klubhuset”. Selv om det virker lidt komisk, så har den lille by sin egen ”lufthavn” (zračna luka).

Der er nu mere tale om en flyveplads, som kan modtage mindre flytyper, og hvorfra man kan bestille panoramaflyvninger over området. Attraktionen – i hvert fald for flyentusiaster – er den lille samling af små, udrangerede russiske passagerfly, som man kan komme ind i og drømme sig tilbage i tiden, samt et par miserable sportsmaskiner, som heller aldrig kommer i luften igen.

I lufthavns”bygningen” (et stort telt) er der en fin samling små modelfly. Som flyfreak kan jeg ikke holde mig fra stedet, hver gang jeg er i Vrsar!

Limfjorden

Efter en flot tur forbi Limski Kanal – blandt danskerne kendt som ”Limfjorden – kommer man til den ufatteligt smukke, venezianske kystby, Rovinj. Ligesom i Vrsar er der en stor, smuk kirke på toppen af bakken med en vidunderlig udsigt over byen og havet.

Nede i selve byen finder man hyggelige gågader med listige butikker, barer og restauranter, hvoraf mange ligger direkte ved vandet. Fisk og skaldyr er naturligvis det dominerende på spisekortene, men der mangler ikke mere ”børnevenlige” retter af mellemeuropæisk tilsnit.

Rovinj har et stort udvalg af hoteller, inklusive det femstjernede ”Lone” og det firestjernede ”Eden”. Begge disse byder på diskret luksus til fornuftige priser. Er man mere til fuldkommen ro, kan man indkvartere sig på det flotte hotel ”All Suite Island Hotel” på ”Den røde ø” (Crveni otok), som nås efter ca. 15 min. sejlads med taxibåd. Børnefamilierne har også et par fine feriecentre at vælge imellem: Det nyrenoverede ”Amarin” og det noget ældre ”Villas Rubin”, begge beliggende direkte ved havet og med en masse aktivitets- og underholdningsmuligheder.

Rovinj er i øvrigt så populær som turistmål, at flere krydstogtsskibe ankrer op her en dags tid i løbet af sommeren, og det kan betyde trængsel i de små gader.

Fortsætter man sydpå, kommer man til den lille by, Fažana, hvor der ligger et af Kroatiens absolut bedste feriecentre, Bi Village, som er anlagt i terrasser direkte ned til en fin stenstrand.

Centret er delt op i en afdeling med teltpladser og mobilhomes, en afdeling med meget fine rækkehuse og – helt nede ved havet – nogle luksuriøse dobbeltværelser. Når jeg er alene, bor jeg i et af disse værelser, som er kæmpestore, smukt indrettede og meget komfortable; især nyder jeg at sidde på den store terrasse og falde til ro med den skønne udsigt over havet.

Når sulten melder sig, er der flere muligheder, men den klart bedste er den store restaurant, hvor man til forbavsende rimelige priser disker op med såvel lokale som internationale specialiteter. Min favorit er den møre bøf med trøfler – en himmerigsmundfuld! Der er næsten ingen ende på faciliteterne i Bi Village: Tre store swimmingpools, underholdning for store og små, land- og vandsport og meget mere.

Resort Verudela Beach

Kun syv km syd for Fažana ligger Istriens største by og administrative hovedstad, Pula, der er kendt for at huse en af Europas mest velbevarede romerske arenaer, hvor der afholdes koncerter, filmfestival og andre underholdningstilbud. Den venezianske indflydelse manifesterer sig i den smukke arkitektur på torve og stræder, ligesom langs havnepromenaden med ankerpladser for lystyachts samt et stort skibsværft.

I stedet for at ødelægge miljøet i byen med feriebebyggelser har man valgt at forlægge disse til Verudela-området ca. tre km uden for byen. Her findes fine hoteller, bl.a. det firestjernede ”Histria”, som er min favorit bl.a. på grund af den formidable udsigt over skærgården, samt det store feriecenter, Resort Verudela Beach, med flere hundrede nyrenoverede lejligheder, et superflot poolanlæg, tennisbaner, gågader med barer, restauranter og butikker og et netværk af bilfrie stier.

På Verudela-området findes der også et par store campingpladser. Eneste minus her er, at der kun findes klipper, når man ønsker at bade i havet, så man skal agere bjergged, før man kan dykke ned i det krystalklare vand. En slags ”satellitby” til Pula er den lille, tiltalende middelalderby, Medulin, som ligger 10 km fra Pula, og hvor der er et stort udvalg af hoteller og – for enden af vejen – det flotte feriecenter ”Kažela”, som ligger direkte ved en fin stenstrand og byder på dels en campingafdeling og dels et antal rækkehuslejligheder; og som sædvanligt aktivitets- og underholdningstilbud til hele familien.

Aparthotel del Mar

Mens vi er i området, må vi ikke glemme det nyeste og lækreste lejlighedskompleks, Aparthotel del Mar, i landsbyen Banjole. Her finder man moderne, smagfulde og komfortable ferielejligheder i flere størrelser, en meget smuk swimmingpool samt en stor restaurant, som i øvrigt ikke hører til de billigste.

Så er det sagt. Selv har jeg nydt at overnatte i en lejlighed med havudsigt (der findes billigere alternativer), og bare stene på balkonen.