Forfatter: Onestep

  1. Aquapark Istralandia – Kroatiens største vandland

Aquapark Istralandia Kroatien
Aquapark Istralandia

I det grønne Istrien, mellem Umag og Porec, finder du den skønne og kendte Aquapark Istralandia. Det er et kæmpe vandland med vandrutsjebaner i alle kategorier, bassiner, legepladser, restauranter og barer. Hver dag er der noget nyt for børnene at prøve, såsom at deltage i forskellige sportsturneringer, få undervisning i dans og give den gas på diverse koncerter. Istralandia har den største ”bølgepool” blandt middelhavslandene med hele 2.500 kvadratmeter og 20 vandrutsjebaner, som tilsammen har en længde på 1,2 kilometer. Bor du på Camping Zelena Laguna, Camping Lanterna eller Camping Bijela Uvala, er du og dine børn ikke langt fra vandlandet.

Den 81.000 kvadratmeter store Aquapark vandt tilbage i 2014 præmien for det bedste entreprenør-projekt, kåret af “13th Best Amusement Parks Award Ceremony” i Rom. I 2016 blev Aquapark Istralandia rangeret som det femte bedste vandland ud af mere end 300 vandlande. Dette blev vurderet af 34 internationale dommere fra “International Association of Amusement Parks and Attractions” i Barcelona.

Når dette er sagt, er Istralandia en oplagt oplevelse med mange aktiviteter til dig og dine børn.

  1. Plitvice Nationalpark – Tusindvis af vandfald

Plitvice Nationalpark

Hvis du elsker at opleve vild og smuk natur og søger noget ud over det sædvanlige, er Plitvice Nationalpark noget for dig. Det er helt klart en oplagt mulighed, hvis man er i Kroatien. Nationalparken imponerer og overrasker både de små og de store, med de tusindvis af vandfald i forskellige størrelser og placeringer. Plitvice nationalparken, som er en af de ældste og største naturparker i Kroatien, blev grundlagt tilbage i 1949 og blev en del af UNESCO 30 år efter, i 1979. Plitvice dækker et område på hele 296 kvadratkilometer eller 30.000 hektar.

Nationalparken har mere en 1 million besøgende årligt. Måske er du den næste gæst?

  1. Dinopark Funtana – Oplev dinosaurer i Kroatien

Dinopark Funtana

Midt i hjertet af Istrien finder du Kroatiens første og eneste dinosaurpark, Dinopark Funtana. I parken bevæger du dig ihærdigt rundt i skoven og oplever de historiske dinosaurer. Mange taber ligefrem pusten over den meget realistiske atmosfære, når man vandrer gennem skoven i parken. Dette er klart en oplevelse, som både de store og de små kan nyde.

Dinopark Funtana byder på en lang række aktiviteter og oplevelser til dig og dine børn. Show Arena’en byder på daglige shows med forskellige cirkus-optrædener, spisemuligheder og en legeplads til børnene. I kan også lade børnene lege i mini-forlystelsesparken, hoppe på trampolin og ride på ponyer og de farlige dinosaurer, eller skyde dem! Ja du læste rigtigt: det er muligt at skyde dinosaurerne på dino-skydebanen.

Sidst men ikke mindst kan du prøve nogle af karrusellerne såsom karrusel Dragon Coaster eller opdag fossiler og vær med til at analysere dem.

  1. Krka Nationalpark – Overvældende natur

Krka Nationalpark

Krka er kendt for  Nationalpark Krka, også kaldet mini Plitvice. Dette er en oplevelse, du sent vil glemme. Med dens skønne atmosfære, flere betydningsfulde økosystemer og smukke vandfald, er Krka en oplagt oplevelsefor hele familien. Krka-floden er 72,5 kilometer lang, med udspring og vandfald fra Dinara bjergene og har et totalt fald på 242 meter.

Krka nationalparken dækker et areal på hele 109 kvadratkilometer og giver dig muligheden for at opleve nogle af de 820 plantearter og 220 dyrearter, som findes inden for området. Så tag en heldagstur hertil med familien og få taget en masse gode, mindeværdige billeder til samlingen.

Bor du på Camping Solaris, er du og dine børn ikke langt fra Krka nationalparken.

  1. Vild med Game of Thrones? Oplev King’s Landing I Dubrovnik

DuDubrovnik

Hvis du er ellevild med den populære serie, Game of Thrones, kan du i Dubrovnik gå gennem gaderne i King’s Landing. Du kan drage på eventyr i Lovrijenac Fortet, hvor Red Keep holder til. Attraktionen er primært besøgt af fans af Game of Thrones-serien, men er stadig oplevelsen værd, fan eller ej. De smukke slotte og udsigten derfra er nydelig og skøn.

Dubrovnik, også kendt som Ragusa, er et af de mest attraktive og besøgte turiststeder i Dalmatien. Dubrovnik byder på en masse spisemuligheder, hvor du kan opleve den kroatiske madkultur. Tag en heldagstur dertil og oplev de mange smukke seværdigheder som byen byder på, og sæt dig ind i Game of Thrones-verdenen.

  1. Oplev hovedstaden Zagreb – Heldagstur for hele familien

Tag de små i hænderne og tag afsted til I I Kroatiens hovedstad, Zagreb, skal I give jer god tid og gå ned i tempo. Oplev gaderne, kulturen, udsigten, arkitekturen og den smukke natur alt i et. Nyd en masse kroatisk streetfood og husk at få drukket en masse koldt og spise en is eller tre for at kunne holde til at være i varmen. Få dig selv og børnene ombord på tandhjulsbanen og drag til den øvre del af Zagreb, kaldet Gornji Grad. Her kan i fuldende jeres dejlige dag i hovedstaden med udsigten over hele byen fra Vidikovac Zagreb Eye, hvilket er en fantastisk oplevelse.

  1. Oplev Kroatiens mest besøgte ø, Hvar

Øen Hvar er den mest besøgte ø i Kroatien og dette er der en god grund til. Mange bliver overraskede over øens skønhed. Øen er så attraktiv at den lokker selveste Beyoncé dertil, samt børnefamilier, campingelskere og unge partyrockers. På Hvar kan du nyde den fantastiske havnepromenade og solnedgang, du kan drage på eventyr på Fortica Spanjola – fortet fra det 16. århundrede – og opleve fangekælderen nedenunder. Tag de små med og oplev den gamle by, Stari Grad. Hvar har en masse at byde på til hele familien.

  1. Solaris Aquapark Dalmatia i Sibenik

Bor du på Camping Solaris, er det oplagt at tage dine børn i hænderne og tage den meget korte tur hen til Solaris Aquapark Dalmatia. Det er et superfint vandland beliggende i byen Sibenik, lige ved siden af campingpladsen Camping Solaris. Vandlandet Solaris byder på mange vandrutsjebaner for børnene såsom fortet Aqua Rain Fortress, Lazy River, jacuzzies og Kids Zone.

  1. Makarska Riviera – Kroatiens bedste strande

Hvis du og dine børn til strandlivet, så er Makarska Riviera noget for jer. Omkring 80 kilometer syd for byen Split finder du den 60 kilometer lange og smukke riviera, som har navn efter byen Makarska, med nogle af de bedste strande i Kroatien. Her kan du og dine børn udforske en af de mange strande langs denne strækning og nyde en hel dag dér, med den eneste udfordring at finde den strand som tiltaler jer mest. På Makarska Riviera befinder du dig blandt nogle af de mest luksuriøse hoteller og feriehuse beliggende ud til vandet. I den hyggelige by er der masser af gode barer og restauranter at vælge imellem, og dermed muligheden for at opleve den kroatiske madkultur.

  1. Glavani Park i Barban – Mærk adrenalinen

Eventyrpark Kroatien

Leder du og dine børn efter en eventyrlystig oplevelse, hvor I kan presse jer selv over grænsen, er Glavani Park noget for jer. Denne eventyrpark byder på mange udfordringer såsom klatreture oppe i 10 meters højde, svinge med på den store gynge i 11 meters højde eller hoppe fra 20 meters højde.
Det er den perfekte park til at få gang i ferien på, fyldt med adrenalin og oplevelser, idet du ihærdigt prøver på at presse dine egne grænser og udfordre dig selv både fysisk og psykisk.

10 børnevenlige attraktioner ved Gardasøen

Gardasøen er en evigung og meget populær destination for kør-selv folket, der gerne vil til Italien. Her er meget at byde på, ikke mindst for børnefamilierne, og særligt i den sydlige del af søen. Vi har samlet vores bud på de 10 bedste attraktioner ved Gardasøen og omegn særligt henvendt til børnefamilier.

  1. Gardaland Adventure Park – Norditaliens nok mest populære forlystelsespark

Gardaland Adventure Park er en stor forlystelsespark på 445.000 m2 med flere end 30 forlystelser beliggende tæt på søen, og er et must for børnefamilier at opleve. Gardaland ligger imellem Lazise og Peschiera og består af flere dele: Gardaland Park, Gardaland Sea-Life Aquarium og Gardalands hoteller, som er et must at besøge, hvis man vil have den fulde Gardaland oplvelse. Her er noget for børn i alle aldre, og alle gæster får en oplevelse, de sent vil glemme. Forlystelsesparken besøges årligt af omkring 3 millioner mennesker og især i højsæsonen kan der være ret tætpakket.
Gardalands hoteller består af Gardaland Adventure Hotel og Gardaland Hotel Resort og er beliggende side om side små 2 km fra selve Gardaland.

Gardaland Adventure Park

Gardaland Adventure Park

  1. Caneva World Aquapark – Stort vandland

Caneva World består af to dele: Movieland og Aquapark. Caneva Aquapark er et meget familievenligt vandland på ca. 100.000 m2 . Her er alt fra store vandrutsjebaner til børnebassiner og vandlandet er helt sikkert et besøg værd, hvis man er i området. Caneva World parkerne er beliggende ca. 3 km syd for Lazise, og ca. 3 km nord for Gardaland.

  1. Caneva World Movieland – Forlystelsespark med Hollywood tema

Movieland Hollywood Park er den anden del af Caneva World, og er en temapark med ægte Hollywoodstemning i form af forlystelser med temaer fra film, skuespillere, stuntmænd, piloter og meget mere. Her er underholdning for både store og små, og forlystelser med temaer med alt fra gys til action. Parken arrangerer derudover forskellige shows i løbet af sommeren.

  1. Parco Natura Viva – Safaripark og zoo

Parco Natura Viva er en todelt safaripark og zoo med mere end 250 forskellige dyrearter. I den første del, kaldet Safari Park, ankommer man i bil, og kan køre rundt inde i parken og se de forskellige dyr. Den anden del, kaldet Fauna Park, kan man kun opleve til fods. Parco Natura Viva ligger lidt godt 7 km sydøst for Lazise, og kan nås i bil på ca. 10 min.

Hjorte i Parco Natura Viva
3 hjorte der græsser fredeligt i Parco Natura Viva
  1. Giardino Botanico – Heller Garden – Botanisk have

Heller Garden er en 10.000 m2 stor botanisk have med en næsten magisk atmosfære. Her er der mulighed for at opleve botaniske arter fra hele verden – fra alperne til Himalaya, fra Mato Grosso til New Zealand, fra Japan til Australien og fra Canada til Afrika. Heller Garden finder man i byen Gardone Riviera på Gardasøens vestbredde ca 5 km nord for Salò. Gardone Riviera er kendt for sine haver, der er bygget i terrasser i det 20. århundrede, og er bestemt også et besøg værd. Ønsker man at campere i området, kan man køre et par kilometer yderligere nordpå til den hyggelige by Toscolano, hvor den hyggelige Camping Toscolano byder velkommen.

Heller-Garden
Heller Garden har mange smukke statuer, der er placeret rundt i haven
  1. Sejltur og vandsport på Gardasøen

Man har ikke oplevet Gardasøen på nær hånd, hvis man ikke har været ude at sejle på den. Der er mange forskellige muligheder for sejlads på Gardasøen, blandt andet i speedbåd, kano eller på vandcykel. Er man til vandsport, er der også rig mulighed for dette mange steder. I den nordlige del af Gardasøen udbydes mange forskellige vandsportsaktiviteter, blandt andet windsurfing, dykning og forskellig slags sejlsport, men også i den sydlige del kan man finde forskellige former for vandsport for hele familien, blandt andet på kysten ved Lazise. Udbydere for de forskellige vandsportsaktiviteter og udlejning af både kan findes på mange af Gardasøens strande.

  1. Dagstur til Verona – Hjemby for Romeo og Julie

Der er mange udflugtsmuligheder til større byer ikke langt fra Gardasøen. En køretur til Verona, der ligger ca. 30 km fra Peschiera del Garda, gøres på ca. 35 minutter i bil. I Verona er der et hav af historiske seværdigheder, blandt andet den berømte balkon fra Romeo og Julie. Den store romerske arena, Arena di Verona, er en af verdens mest berømte operascener, hvor der i de lune sommeraftener opføres elskede operaer som Aida, Carmen og Turandot. Der er en helt speciel atmosfære under disse forestillinger og man skal være ude i god tid for at sikre sig billetter. Kalender over forestillinger samt køb af billetter kan findes her. Verona har også et hav af familievenlige restauranter med menuer, der byder på lidt af hvert.

Arena di Verona
Arena di Verona – En af verdens mest berømte operascener
  1. Monte Baldo

Monte Baldo er et imponerende, 1758 m højt bjerg beliggende i den nord-østlige del af Gardasøen, med en fantastisk panoramaudsigt over søen. Man kan nå Monte Baldo med en svævebane fra den charmerende by, Malcesine, der ligger direkte ned til Gardasøen. Opstigningen er 4 km lang i en kabine, der drejer rundt, så man får hele udsigten med. Det er også muligt for vandreentusiaster at bestige bjerget til fods via en gårute eller tage et stykke af vejen i bil og gå det sidste stykke. Læs mere her om svævebanen og opstigningen. Er man på udkig efter et hotel i Malcesine kan vi anbefale Ariston Eco Hotel, der ligger i gåafstand til den gamle bydel i Malcesine og til Gardasøen.

Svævebane til Monte Baldo
Opstigningen i svævebane til Monte Baldo
  1. Dejlige børnevenlige strande

En ferie ved Gardasøen byder på mange oplevelser, og ikke mindst muligheden for at bade fra en eller flere af de mange dejlige strande. Søen havde oprindeligt ikke sandstrande, og disse er derfor kunstigt skabt, nogle med sand taget fra Adriaterhavet. De mest børnevenlige strande ligger generelt i den sydlige del af Gardasøen, da det er her, der er mest lavvandet, hvorimod strandene i nord, har vand der er dybere og koldere. En af de mest populære strande er Punta San Vigilio, som ligger lige nord for Garda by. Mod vest, i Toscolano, er der en flad og børnevenlig strand kaldet Lido di Toscolano, som også er værd at nævne.

  1. Sirmione – en oplevelse i særklasse

Den ældste af gardabyerne er Sirmione, en by, der kan spore sine rødder helt tilbage til 4.000 år f.Kr.! Allerede fra 1.000 år f.Kr. blev Sirmione et yndet udflugtsmål for rige familier fra Verona og omegn, mens romerne, der også satte pris på byen, byggede et kæmpe forsvarsværk omkring den, og sporene efter dette findes stadig. I det 13. årh. byggedes Scaliger-slottet, som består den dag i dag og som er byens hovedattraktion. Den gamle by ligger for enden af en smal landtange ud i søen og inde i selve middelalderbyen findes der butikker og restauranter for enhver smag, og her er der virkelig trængsel i højsæsonen. Er man på udkig efter en campingplads nær Sirmione kan vi anbefale Camping Village San Francesco, som er en meget familievenlig campingplads.

Sirmione Gardasøen
Sirmione i den sydlige del af Gardasøen

Dalmatien uden pletter

Alle hundeelskere, mig selv inklusive, kender de uimodståelige, elegante dalmatinere, selv om vi måske ville sætte grænsen ved 101 af slagsen. Som det fremgår af navnet, stammer racen fra den sydkroatiske region, Dalmatien (Dalmacija på kroatisk), hvis kystlinje starter ved Zadar i nord og fortsætter til Cavtat, syd for Dubrovnik, i syd. Herfra er der kun et par kilometer til grænsen til Montenegro, som jeg vender tilbage til.

Med 1stepaway på kør selv ferie til Kroatien

Smuk adriatisk bugt og byen tæt på Spilt i Kroatien

Der er tale om et af Europas absolut smukkeste områder med nøgne, blågrå karstbjerge, som danner en imponerende baggrund for det glitrende Adriaterhav med dets hundredvis af større og mindre øer. Den første af disse, som faktisk ligger lidt nord for Zadar, er Pag. Det er en langstrakt, smal ø med et måneagtigt landskab, hvis hovedvej ”bugter sig i bakkedal” og byder på rent ud sagt fantastiske panoramaer.

De to eneste rigtige byer er hovedbyen Pag ca. midt på øen og den – sjovt nok – meget større by, Novalja på nordspidsen. Man kan komme til øen enten med færge fra Prizna på fastlandet til færgelejet Žigljen tæt på Novalja eller via en flot bro på øens sydspids. Der er mange ferieboliger og campingpladser, hvoraf den bedste af sidstnævnte er Šimuni Camping Village, som ligger direkte ved en fin badestrand. Gastronomien har selvfølgelig hovedvægten på fisk (på Šimuni’s restaurant fik jeg en superlækker stegt haj (morski pas på kroatisk, bogstaveligt havets hund), men øen er mest berømt for sin meget specielle (og meget dyre) ost, Paški sir.

 

 

Historiske levn i Kroatien

Krydser man føromtalte bro, kommer man til Dalmatiens forhenværende hovedstad, Zadar; en hyggelig, charmerende by med levn fra helt tilbage til romertiden. Langs med havneindløbet, som adskiller den gamle bydel fra den nye, løber en velbevaret middelalder bymur. I midten af denne er der en buet port, der fører ind til hovedpladsen, Narodni Trg (Folkets plads), hvor man finder butikker og caféer og hvor der om sommeren ofte er optræden i form af teater eller levende musik. Fra torvet udgår flere gågader med butikker og restauranter, og hvor hovedgaden fører forbi domkirken og den runde Skt. Donatus kirke, som blev bygget mellem 7. og 9. århundrede. Kirken er utroligt velbevaret og har en akustik, som gør det til en speciel oplevelse at overvære en af de ofte afholdte klassiske koncerter.

Fra Zadar udgår flere færgeruter, dels til italienske Ancona og dels til mange af øerne i den zadarske skærgård. De fleste hoteller og ferieboliger ligger uden for den gamle bydel – jeg plejer selv at bo på det renoverede Hotel Kolovare – og i forstæderne til og med Diklo. En halv times kørsel fra Zadar ligger det meget store og meget flotte Camping Zaton Holiday Resort, med flere hundrede ferielejligheder, mobilhomes, swimmingpools, mange sportsfaciliteter og en flot strand med importeret sand. Zadar blev i øvrigt svært beskadiget i begyndelsen af krigen i eks-Jugoslavien, og ikke mindst den smukke musikskole blev lagt i ruiner, men i dag er der næsten ingen spor af skaderne tilbage.

Et hav af badebyer i Kroatien

Kører man sydpå mod Split, kommer man forbi flere populære badebyer som f.eks. Biograd na Moru, Vodice og Primošten, som alle, ud over fine badestrande, har gamle bymidter med alle servicefaciliteter som butikker, barer og restauranter. Man passerer også den historiske, smukke by, Šibenik, som absolut er et ophold værd på vejen sydpå. Tæt på byen og direkte ved Adriaterhavet ligger i øvrigt en af Kroatiens største og bedste feriecentre, Camping Solaris, med hundredevis af ferielejligheder, mobilhomes samt sportsfaciliteter for alle smag og aldre.
Ca. 30 km før Split kommer man til det lille og meget charmerende Trogir, hvor i øvrigt også Splits lufthavn ligger. Den historiske bydel ligger på en ø, som er forbundet med fastlandet via en kort dæmning. Man skal et par tusind år tilbage i historien for at finde byens rødder. Takket være den skønne, gamle bydel blev Trogir i 1997 optaget på Unesco’s Verdensarvsliste, og her kan man få mange timer til at gå med blot at slentre rundt og nyde atmosfæren.

I byens omegn er der mange tusinde ferieboliger samt superdejlige Camping Belvedere. Denne ligger direkte ved havet og byder bl.a. på en smuk swimmingpool med udsigt til den drømmeagtige skærgård, bar, restaurant, supermarked og flere sportsfaciliteter. På Belvedere kan man indlogere sig i topmoderne mobilhomes med terrasser og aircondition, de fleste med havudsigt, idet pladserne ligger på en skråning.

Den bedårende adriaterhavsby Split

Og så kommer man til min favoritby i Kroatien, Split, som både er Dalmatiens nuværende hovedstad og med sine ca. 500.000 indbyggere Kroatiens næststørste by. Og hvorfor er Split min favorit? For det første er der beliggenheden direkte ved Adriaterhavet. Når man ankommer nordfra, kan man ikke undgå at blive betaget af udsigten til byens hvide højhuse. Vel ankommet til byen skal man hurtigst muligt komme af med bilen og gå på opdagelse.

Start med en slentretur langs den flotte havnepromenade med dens bedårende smukke, venezianske bygninger, caféer og dejlige restauranter. Herfra går også færgerne ud til mange af øerne i skærgården, heriblandt Brač, Hvar og Šolta – alle meget velbesøgte af feriegæster – og til italienske Ancona. Fra havnepromenaden kan man gå direkte ind i den historiske bydel med levn helt tilbage fra romertiden. I slutningen af 200-tallet f.Kr. påbegyndte kejser Diokletian bygningen af et imponerende paladskompleks, som er utroligt velbevaret og som absolut skal besøges. Resten af den gamle bydel består af hyggelige pladser og smalle stræder, der vrimler med caféer, restauranter og butikker, og hvor der er liv og glade dage i de fleste af døgnets timer; ikke mindst pga. de mange unge mennesker, der studerer på universitet.

Ud over flere gode hoteller, findes der en firestjernet campingplads i forstaden Stobreč, ca. 7 km syd for byen. Under krigen i eks-Jugoslavien blev flere tusinde bosniske flygtninge indkvarteret i telte under kummerlige forhold i Stobreč, men der er i dag ingen spor tilbage af denne tragiske periode.

Ca. 90 kilometer syd for Split ligger en af Dalmatiens mest elegante og mest populære feriebyer, Makarska, som også har glimrende strande af såvel sand som sten. Skal man på ren badeferie, er Makarska et af de bedste steder i Kroatien, dels på grund af strandene og dels på grund af de mange faciliteter i form af forretninger, barer og restauranter. Der er også utallige udflugtsmuligheder fra byen, bl.a. med færge til øen Brač og til både Split og Dubrovnik. Der er masser af hoteller og private ferieboliger i Makarska, men ønsker man et resort med lejligheder, pools etc., kan man passende booke sig ind i Afrodita-komplekset i Tućepi, kun fem kilometer syd for Makarska.

Fra Makarska er der ca. 150 kilometer til ”Adriaterhavets Dronning”, det berømte og berygtede Dubrovnik. På kystvejen dertil passerer man en mærkværdighed i form af den bosniske enklave, Neum. Ved afslutningen af krigen i Bosnien i 1995 fik bosnierne indført i Dayton-aftalen, at de skulle have en adgang til Adriaterhavet, hvilket de så fik ved at man skar den kroatiske kyst ”midt over” og gav bosnierne en 10 kilometer lang kyststrækning ved byen Neum. Det betyder, at man (uden nogen som helst problemer) passerer den bosnisk/kroatiske grænse to gange. Man kan evt. gøre holdt i Neum, hvor prisniveauet ligger en del under det kroatiske, men byen er lidt af et hul i jorden trods den smukke beliggenhed.

Den berygtede by Dubrovnik

Men til Dubrovnik. Byen har alle dage været en stor turistattraktion takket være dens velbevarede bymur, som man kan spadsere rundt om, og de mange flotte kirker og museer. Jeg skrev ovenfor, at byen også er berygtet, hvilket hænger sammen med de tusindvis ad krydstogtsturister, som fylder byen op i sommermånederne og som gør en tur hen ad den smalle, 300 meter lange gågade, ”Stradun”, til noget af en prøvelse. Læg hertil vrimlet i de parallelle gågader ovenfor med deres urimeligt dyre restauranter med ligegyldig turistmad, så har man skrækscenariet inde på livet.

Som en anden følge af den massive turisme er de hårdt pumpede hotelpriser i byen. Og alligevel et Dubrovnik et must på rejsen i Kroatien. Under krigen i eks-Jugoslavien blev Dubrovnik ubarmhjertigt bombet fra både luften og fra søsiden af de serbiske styrker, som lykkedes med at lægge en stor del af det historiske centrum i ruiner. Ikke mindst de karakteristiske, røde tegltage blev nærmest udslettet, men takket være massive bidrag fra bl.a. Frankrig blev byen hurtigt genopbygget, således at man i dag ikke ser nogen spor efter ødelæggelserne. Skal man til Dubrovnik, kan det betale sig at indkvartere sig et andet sted og da køre til byen på et éndags besøg.

Jeg har i denne artikel kun nævnt Dalmatiens kystbyer. Og sandt er det, at turen ad kystvejen (Jadranska Magistrala) er en af de smukkeste og mest dramatiske i Europa. Har man travlt, kan man tage den relativt nye motorvej, som starter i Zagreb og fortsætter ned forbi Split til havnebyen Ploče, ca. 100 km nord for Dubrovnik. Det sidste stykke til sidstnævnte er påbegyndt, men det vides ikke, hvornår det vil stå færdigt. Det ville føre for vidt her at komme ind på det indre Dalmatien, men for en ordens skyld skal nævnes, at der findes flere vidunderlige nationalparker, som absolut bør udforskes, herunder Paklenica, Kornati-øerne og Krka (ikke at forveksle med øen Krk). Paklenica nås nemmest fra Zadar, mens Krka ligger tættest på Šibenik. Kornati-øerne skal man naturligvis sejle til med en af de mange færger fra fastlandet.

Top ti ”Ukendte” i Toscana

Typisk tænker folk på Firenze, Siena og Pisa, når talen falder på Italiens måske mest kendte turistområde: Toscana. Ja, se gerne disse berømte byer, hvis du har mod på at stå som sild i en tønde blandt alle de andre turister, som har fået samme idé på samme tidspunkt. Jeg vil råde dig til at tage til Firenze, Siena og Pisa i det tidlige forår eller det sene efterår, hvor menneskemylderet er mindre og temperaturen mere behagelig. Navnlig Firenze kan være en bageovn fra juni til september med temperaturer op til og endda over de 40 grader.

Nej, jeg har helt andre steder i tankerne, når jeg bliver spurgt om, hvad man skal se i Toscana. Jeg har mine egne top ti, som indbyrdes er helt forskellige fra hinanden, men som fascinerer på hver sin måde, og der er to af dem, som konkurrerer om førstepladsen, nemlig Volterra og Arezzo.

Volterra – Flot middelalderby

Volterra

Volterra er en ældgammel etruskerby, som ligger højt oppe på en bakketop med en vidunderlig udsigt over Pisa-provinsens bølgende landskaber. Vejen derop fra sletten er snoet og trafikeret, og når man når frem til byen, kan man lige så godt køre ind i p-huset frem for at lede efter en ledig p-plads. Start med at gå ind på hovedpladsen, Piazzi dei Priori, som er en af Italiens allersmukkeste pladser og hvor ikke mindst byens rigt udsmykkede rådhus er en seværdighed i sig selv.

Fra pladsen udgår der et netværk af smalle gader med dejlige butikker, hyggelige barer og fine restauranter. Gå ikke glip af det fascinerende etruskermuseum, som har en stor og meget velbevaret samling af levn fra etruskertiden. Tag herefter en slentretur på bymuren med en romersk byport, som siges at være Italiens ældste. På vejen op til byen og også i byen selv finder man et stort antal kunstnerværksteder, hvor man har specialiseret sig i bearbejdning af alabaster.

Er man til souvenirer, kan man købe alt fra askebægre til elefanter i alabaster! Volterra har en del hoteller, hvis fællesnævner er temmelig små værelser; bed om et værelse mod gården, da der er altid masser af liv i gaderne – og renovationen starter meget tidligt!

San Gimignano – Kendt for sine mange tårne

Den anden ”klassiker” er det lille, smukt beliggende San Gimignano. Byen er mest kendt for sine mange tårne fra middelalderen, hvoraf kun 13 af de oprindeligt over 70 er bevaret. Ifølge historiebøgerne var der i middelalderen en hidsig konkurrence mellem byens mest velstillede borgere om at bygge det højeste tårn. Det kunne have været skruen uden ende, indtil borgmesteren lod bygge det hidtil højeste tårn og forbød indbyggerne at bygge et tårn, der var højere end hans. Færdig med fyrre!

I det byen er ret højt beliggende, ses dens karakteristiske profil langvejs fra. Også de velbevarede bymure er med til at give byen dets særpræg, og inden for disse er der hyggelige, små gader med alt det, turisten har behov for. Ligesom i Volterra skal man bede om et værelse mod gården, hvis man overnatter i byen. Så er natteroen sikret.

Arezzo – Toscana når det er bedst

Arezzo
Arezzo

Sammen med Volterra er Arezzo, som nævnt, min absolutte yndling i Toscana. I modsætning til flere af de andre provinshovedstæder er Arezzo ikke overrendt af turister, så man får god plads til at beundre byens mange seværdigheder. Man går ind i middelalderbyen gennem en flot byport, hvorefter en ret stejl gade med listige små butikker fører op til hovedpladsen med dens imponerende domkirke. Arezzo er meget velforsynet med såvel elegante modebutikker som fine restauranter med priser, der ligger en del under dem, man bliver udsat for i Firenze m.fl.

Jeg har min egen favorit, nemlig restauranten på Hotel Minerva, hvor jeg også gerne overnatter. Det er sjældent, at hotelrestauranter er stedet, hvor man går ud og spiser, men Minervas restaurant er undtagelsen, der bekræfter reglen. Her samles byens bedsteborgere for at nyde den uprætentiøse, men veltillavede mad af de bedste råvarer. Ikke mindst dessertvognen er en uimodståelig fristelse for svage sjæle – som mig.

Viarreggio – Luksus ved Toscanakysten

Karneval i Viareggio
Karneval i Viareggio

Er man til rendyrket luksus, eksklusive forretninger og eksotiske biler, er der nok ikke et mere velegnet sted end kystbyen Viareggio. Her – og på nærliggende kystbyer som Forte dei Marmi og Marina di Pietrasanta – holder de unge, smukke og rige italienere til, når der er dømt sommerferie. Viareggio er den største af disse byer og byder på en lang, bred sandstrand med en fornem strandpromenade spækket med fine butikker, barer og smådyre restauranter, hvor hovedvægten er lagt på fisk og skaldyr. Og ”man” promenerer netop på strandpromenaden iklædt farvestrålende tøj og dyre solbriller.

På modsat side af vejen ligger der flotte, paladsagtige hoteller, hvor de heldigste gæster sidder på deres balkoner og skuer ud over strandpromenaden og havet. De skal heller ikke sidde og vente i timevis for at få øje på en Maserati, en Ferrari eller en Lamborghini, der blot kører frem og tilbage for at blive set og misundt. Viareggio er desuden kendt for sin berømte karneval, som er en af de mest betydningsfulde og største i hele Italien. Den finder sted ved byens 2 km. lange strandpromenade og er virkelig en oplevelse værdi.

Castiglione della Pescaia – Hyggelig badeby

Grosseto - Castiglion della Pescaia
Grosseto – Castiglion della Pescaia

En anden, kendt badeby, som er mere overkommelig, er Castiglione della Pescaia i Grosseto-provinsen, som udgør den sydligste del af Toscana. Det er en hyggelig lille by med både en fin sandstrand, en farverig lystbådehavn, små butikker og gode restauranter. Jeg bor gerne på det firestjernede hotel L’Approdo, som ligger direkte ved havnen og har nydelige værelser til meget fornuftige priser.

En anden mulighed – lidt uden for byen – er resortet Riva del Sole, som i sin tid blev bygget af de svenske fagforeninger og følgelig har mange svenske gæster. Resortet har egen sandstrand og byder på mange faciliteter og underholdning for både børn og voksne. Selve Castiglione ligger for foden af en stejl bakke, hvor man på toppen finder et middelalder fort, hvorfra der er en fabelagtig udsigt over byen og Middelhavet. Der er kun få kilometer til en anden af kystens eksklusive feriesteder, Punta Ala, som er værd at besøge i et par timer.

Grosseto – Hyggelig by tæt på stranden

Domkirke i Grosseto
Domkirke i Grosseto

Selve Grosseto tager jeg gerne til, når jeg er i området. Byen gør ikke meget væsen af sig og netop derfor er der ganske få turister, der finder frem til byen. Inden for bymuren finder man det historiske centrum med flere seværdige middelalderbygninger, heriblandt katedralen fra 1200-tallet. Den store, åbne centralplads er omkranset af en skyggefuld søjlegang med butikker og caféer, og herfra udgår nogle smalle, hyggelige gader, ligeledes med butikker og restauranter.

Netop fordi Grosseto ikke er nogen turistmagnet, er hotelpriserne meget rimelige, selv på byens bedste hotel, Grand Hotel Bastiani, hvor jeg gerne indkvarterer mig; dels pga. komforten og dels pga. personalets venlighed.

Min favoritrestaurant er Locanda Porta Vecchia, hvor man disker op med førsteklasses, hjemmelavede retter, som ikke fås bedre i Toscana – og til meget rimelige priser. Jeg spiste der en gang med en gruppe rejsebureaufolk, og da jeg nogle dage senere vendte tilbage til restauranten for at spise endnu en lækker middag, nægtede værtsparret at tage imod betaling! Grosseto er i øvrigt hovedstaden i det område, som kaldes La Maremma: Et fascinerende vådområde (lidt som La Camargue i Sydfrankrig) med et rigt dyre- og fugleliv, hvor man kan se de lokale cowboys, ”Butteri”, drive det fine maremmakvæg sammen. Ca. 10 kilometer uden for Grosseto finder man det populære strandområde, Marina di Grosseto med tusindvis af ferielejligheder.

Monteriggioni – Smukt beliggende i Siena-provinsen

Monteriggioni
Monteriggioni

Inde i det dybe Toscana, i Siena-provinsen, ligger kommunen Monteriggioni. Man kan dårligt nok kalde Monteriggioni for en by, da den består af en middelaldermur, som omkranser en stor, åben plads med kunstnerværksteder, et par butikker og et par restauranter. Alligevel bør man unde sig en tur herop til, da der er en helt speciel atmosfære og en betagende udsigt over det smukke sienesiske landskab.

Kommunen huser en af Toscanas dejligste ”agriturismi” (landhuse), det fantastisk flot beliggende Poggiarello, ca. 10 km fra selve Monteriggioni. Jeg opdagede stedet ved et rent tilfælde, men forsømmer aldrig en lejlighed til at kigge forbi og hilse på værtsfamilien, som er blevet meget gode venner. Poggiarello, som ligger fuldstændigt roligt, har smukke ferielejligheder for op til otte personer, en flot swimmingpool, et tusind år gammelt romersk bad (!) og en dejlig restaurant, hvor Mamma selv står i køkkenet og frembringer bl.a. en femretters middag, som får mundvandet til at løbe – og uden at tømme gæstens pengepung.

Poggibonsi – Det ægte Toscana

Poggibonsi
Poggibonsi

Vil man opleve det ægte toskanske lillebyliv, er en af mulighederne byen Poggibonsi, også i Siena-provinsen. Seværdigheder skal man nok ikke lede efter, og af samme årsag finder kun få turister frem til byen. Således leves dagliglivet upåvirket af turismen og netop derfor er byen et besøg værd.

Den gamle bydel består stort set kun af en central plads, hvor børnene spiller fodbold eller løber på skateboard. MEN: på pladsen ligger en restaurant, Da Bazzino, med servering både ude og inde, og sandt at sige kender jeg ikke nogen anden restaurant i Italien, hvor man serverer så lækker, rustik mad i så rigelige portioner, at man ikke tror sine egne øjne, når regningen kommer – så billigt kan man simpelt hen ikke spise! Det er ikke, fordi jeg har sat mig for at promovere Siena-provinsen, og det er ret tilfældigt, at mine top ti omfatter flere af provinsens byer.

Montepulciano – Den berømte “Vino Nobile”

Vintønder i Montepulciano
Montepulciano

Altså kører vi videre til vinbyen Montepulciano, kendt for den skønne rødvin, Vino Nobile (den ædle vin) di Montepulciano. Byens omegn er spækket med vinmarker, hvor man finder et stort antal vingårde, der netop producerer Vino Nobile. Selvfølgelig er der forskel på produkterne fra de forskellige gårde, men generelt går man ikke forkert i byen, hvis det er tanken at hjemføre nogle flasker.

Selve byen ligger højt oppe på en bakketop og har en krævende stejl hovedgade, hvor stort set hver anden forretning er en vinbutik. De fleste steder får man lov til at smage på dråberne, inden man beslutter sig for den ene eller den anden vin, således at man er sikker på ikke at slæbe af sted med en uheldig en af slagsen. En af de første restauranter, man støder på, er Osteria Acquacheta, og så behøver man egentlig ikke gå videre, for her spiser man godt til rimelige priser, hvilket også gælder vinen. Ikke langt fra byen finder man den smukke landejendom Montepulciano Country ResortHer er der god mulighed for at kombinere familieferie med ægte landidyl.

Elba – Smuk ø i Middelhavet

Elba

At øen Elba også hører til regionen Toscana, er der ikke ret mange, der ved. Øen ligger i Middelhavet, kun 10 kilometer fra byen Piombino på fastlandet, og er således nem at komme til med en af de mange færger. Der er masser af muligheder for indkvartering, hvis man ønsker at holde øferie, men øen er ikke større, end at man kan få set meget af den på en éndagsudflugt.

Elba er måske allermest kendt som Napoleon 1.’ ufrivillige opholdssted i knap et års tid 1814-1815, efter at han var blevet tvunget til at abdicere, men han lød efter sigende ikke den store nød under opholdet. Det gør turisterne så heller ikke, da øen er velforsynet med lækre restauranter, hvor fisk og skaldyr – naturligvis – dominerer spisekortene. Der er ligeledes de fineste bademuligheder i det krystalklare Middelhav fra de mange strande af såvel sand som småsten. Det kan under alle omstændigheder betale sig at tage bilen med over, da turen rundt om og i det indre af øen byder på de smukkest tænkelige landskaber. Hertil kommer, at klimaet i de varmeste måneder er mere behageligt end på fastlandet takket være den svalende brise.

Fantastiske udsigter fra Kvarnerbugten

Når kør selv ferien går til Kroatien, kommer man ind i landet enten via Trieste i Italien eller via Villach (Østrig) og Ljubljana (Slovenien), og fører gode veje frem til den store kroatiske havneby, Rijeka (Fiume på italiensk), som er porten til Kvarner-regionen. Denne strækker sig fra nævnte Rijeka og ned langs kysten, indtil regionen Dalmatien tager over. Ud over selve kysten omfatter Kvarner-regionen også flere øer, heriblandt det grønne og frodige Krk (ja, ingen vokaler!), det smalle, aflange Cres, som via verdens nok korteste bro er forbundet med Lošinj, samt det meget populære Rab. Især Lošinj er kendt blandt det skandinaviske publikum pga. den fine campingplads, Poljana, i byen Mali Lošinj.

Vejen sydpå fra Rijeka hedder Jadranska Magistrala, som fortsætter hele vejen ned til Dubrovnik i det sydlige Dalmatien – en strækning på over 600 km! For mig er der tale om en af Europas allersmukkeste veje, da man på den ene side har nøgne, gråblå karstbjerge, og på den anden side det glitrende Adriaterhav med en betagende skærgård. Det skal indrømmes, at vejen for det meste er meget snoet og kan være ret så glat den første time med regnvejr, men tager man højde for dette, er der ingen problemer. Der er flere populære feriebyer på kysten, og den første, man kommer til, er Kraljevica, som efter min mening ikke er værd at spilde tid på.

Til gengæld går der herfra en flot bro (Titova Most) over til øen Krk. Passagen koster ca. 30 kroner, men kun den ene vej – returkørslen er gratis! Krk er som sagt en meget grøn og frodig ø, som bl.a. huser Rijekas lufthavn. Øen byder på flere attraktive feriebyer, hvoraf den største er det charmerende Malinska. Ud over nogle dejlige ”badestrande”, som for det meste består af betonmoler, har Malinska en meget hyggelig, gammel bydel med butikker, barer og restauranter, og en lille lystbådehavn, som kantes af en promenade ligeledes med restauranter. Ca. en kilometer uden for centrum ligger det skønne hotel, Blue Waves Resort, hvor jeg har overnattet flere gange og nydt den smukke havudsigt og det venlige personale.

Tilbage på fastlandet og igen på vej sydpå kommer man til Crikvenica (ja, de her kroatiske navne kan være noget af en udfordring – dette udtales tsrikvenitsa). Her finder man nogle af områdets bedste strande (grus/småsten), et stort udvalg af hoteller og restauranter både i den nye og den gamle bydel. Er man til fisk og skaldyr, findes de næppe bedre og friskere end her!

Næste stop er den lille by, Novi Vinodolski, som ikke gør meget væsen af sig, men som har én virkelig stor attraktion: det femstjernede feriecenter, Novi Resort, som ligger et par km nord for selve byen. Novi Resort har ALT simpelt hen: ekstremt lækre ferielejligheder, ligeså lækre hotelværelser, flere swimmingpools, flere restauranter, et stort motions- og wellness-center, et stort anlagt inden- og udendørs legeplads og – uanset, hvor i komplekset man bor – en drømmeagtig udsigt over havet frem til føromtalte Krk. Novi Resort har også egen strand neden for selve feriecentret. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er centrets restauranter ret pebrede, uden at kvaliteten helt lever op til prisniveauet. Et smut ind til Novi Vinodolski kan således godt betale sig, hvis man skal spise godt til rimelige priser.

Man skal ikke undlade at køre ind i landet til nogle af de maleriske landsbyer, som stort set er ukendt land for turisterne. Det skal ikke skjules, at vejene kan være noget af en udfordring, da de for det meste er smalle, snoede og ikke altid så godt vedligeholdt. Har man dog lidt tålmodighed, belønnes man af fabelagtigt smukke landskaber og mulighed for at udforske steder, som kun de færreste har opdaget. Har man et par dage til rådighed, kan man afsætte disse til at besøge Kroatiens mest imponerende nationalpark, Plitvice, hvor de mange imponerende vandfald sender kaskader ned i de ligeledes mange søer.

Det tager vel omkring tre timer at nå hertil fra Novi Vinodolski, så en overnatning på et af parkens hoteller, f.eks. det rustikke Hotel Jezero, vil nok være at foretrække. Under krigen i eks-Jugoslavien blev store dele af nationalparken ødelagt af serbiske bombardementer, men kroaterne har lagt et kæmpe arbejde i at bringe området tilbage til dets oprindelige tilstand, og i dag er der intet spor af ødelæggelserne.