Kør selv ferie i Toscana

Jeg spekulerer en gang imellem over, hvorfor det netop er Toscana, som folk umiddelbart tænker på, når snakken falder på ferie på landet i Italien – når der nu findes så mange andre fantastiske områder i Italien. Tænk blot på Piemonte, Umbrien, Lazio, Campania, Puglia og Calabrien for blot at nævne nogle få stykker.

Man toskanerne, med fiorentinerne i spidsen, har været dygtige til at markedsføre sig mht. vinen, gastronomien og de mange historiske byer. Jeg er på ingen måde anti-toskansk; undrer mig blot over det faktum, at regionen er lykkedes at brande sig så stærkt, at det næsten kan sammenlignes med Coca Cola og Lego… All right, lad os kigge lidt på, hvad Toscana har at byde på.

Først og fremmest Firenze med den enestående arkitektur og de fantastiske kunstmuseer med Uffizierne i spidsen. Til de fleste museer kan billetter købes i forvejen online, hvilket er absolut at anbefale, når man ser de kilometerlange køer for at komme ind til hovedattraktionerne.

Det er også en god idé, hvis det overhovedet er muligt, at komme uden for højsæsonen, da folk her – ligesom i Venedig – står som sild i en tønde på de mest kendte pladser. Søg også væk fra disse, hvis sulten melder sig: Find hellere sidegaderne og de små restauranter, hvor fiorentinerne selv spiser; så spiser man godt til rimelige priser. Er man til oksekød, er det værd at bestille en fiorentina, som er en enorm, saftig og mør t-bone, som mageligt mætter 2-3 personer.

Til den søde tand er der en dessert, som langt overgår den fortærskede tiramisu, nemlig den sjovt lydende zuppa inglese, som intet har med suppe at gøre. I det 19. århundrede boede der mange kunstelskende englændere i byen, og langt fra alle disse var velhavende. Det gjaldt om at spare, hvor der spares kunne, og så gemte man bl.a. kagerester, creme o.l. for til sidst at kreere en slags trifli, som efterhånden fik navnet zuppa inglese – den engelske suppe!

Ikke så langt fra Firenze kommer man til de næsten ukendte byer Prato og Pistoia. Prato var og er kendt for sin tekstilindustri, som i dag stort set er overtaget af de tusindvis af kinesere, som har slået sig ned i byen. Pistoia har en del flotte bygninger at byde på, men er i Danmark lidt berygtet pga. togfabrikken Ansaldo-Breda, som har leveret DSBs forkætrede IC4 tog.

Lidt længere vestpå kommer man til en anden af Toscanas mest kendte kunstbyer, nemlig det smukke og også meget hyggelige Lucca med flotte, åbne pladser, intime, små gyder, og en middelalder bymur, som man kan spadsere og sågar cykle på med skønne panoramaer over byen som belønning.

Den tredje af regionens mest kendte kunstbyer må siges at være Siena, som ligger ca. 40 km syd for Firenze og som er omgivet af det flotte Chianti-landskab. I Siena, som har en af Italiens flotteste domkirker, afholdes hvert år i juli-august det berømte Palio, som er et hestevæddeløb rundt om Piazza del Campo. Det er et farverigt skue, hvor rytterne fra byens forskellige contrada’er (bydele) dyster mod hinanden, og det skorter ikke på injurierende tilråb fra tilskuerne mod de ryttere, som ikke kommer fra den ”rigtige” bydel.

Pisa, næsten ude ved kysten, er totalt overrendt i sommermånederne, hvor alle skal til Piazza dei Miracoli (miraklernes plads) for at se det skæve tårn (La Torre Pendente) og domkirken. Det er utroligt flot, men det lokker selvfølgelig lommetyve og sælgere af dubiøse souvenirer til.

Har man set pladsen – og eventuelt taget turen op ad vindeltrappen i tårnet, er det værd at fortsætte ind i den gamle by, hvor de færreste turister kommer. Her er der hyggeligt og godt med caféer og gode restauranter. Pisas naboby, Livorno, er en stor havneby med et stort antal skibsværfter og ikke så meget andet at byde på. Lige bortset fra et usædvanligt spændende køkken, hvor fisk og skaldyr dominerer: cacciucco er en kraftig fiskesuppe, lidt à la bouillabaisse, men mere krydret og absolut værd at prøve.

Sydpå herfra, langs Middelhavet og de fine sandstrande, kommer man til det ukendte Grosseto, som har et lille, men meget hyggeligt historisk centrum med en masse gode restauranter, som takket være fraværet af turister serverer det ægte lokale køkken. Skal man overnatte i byen, kan jeg anbefale min egen favorit, det lidt dekadente Grand Hotel Bastiani. Og mens vi taler om favoritter og om provinshovedstæder (som alle de førnævnte byer er), så er min egen favorit det nok så ukendte Arezzo, som ligger i det sydlige Toscana.

Det er en superhyggelig by med flotte pladser, en betagende arkitektur og stejle gader fra byporten og op i den historiske bydel. Arezzo er byen, hvor Begnini’s kendte, både komiske og tragiske krigsdrama La Vita è Bella (Livet er smukt) blev optaget. Som overnatningssted i Arezzo går man ikke forkert af Hotel Minerva, som er et af de efterhånden få familiedrevne, større hoteller i Italien. Og der er ingen grund til at forlade hotellet, når man skal spise: restauranten er blandt byens absolut bedste og har oven i købet meget rimelige priser. Slikmunde som jeg savler over dessert-troljen!

Når man har set sig mæt i disse større byer, er det tid til at udforske nogle af Toscanas mindre, men lige så fascinerende byer. Igen en favorit: Volterra, som er en gammel etruskerby højt oppe på en bakketop med en fabelagtig udsigt over landskabet.

Hovedpladsen er måske Italiens smukkeste, og de små gader, der fører ud fra pladsen, lader ikke denne meget efter. Byen er kendt for sin produktion af alabaster, og der er en masse små værksteder, man kan besøge og evt. gøre et godt køb. Besøg endelig også etruskermuseet midt i byen og få et indblik i etruskernes forbavsende avancerede liv.

Mere kendt er dog ”tårnbyen” San Gimignano, som ligger mellem Volterra og Siena. Byen præges af sine mange høje middelaldertårne: historien siger, at byens velhavere skulle overgå hinanden ved at bygge så høje tårne som muligt. Borgmesteren satte dog trumf på ved at bygge det højeste tårn og forbød alle andre at bygge højere. Så var den ged barberet!

Der mangler heller ikke middelalderlandsbyer i Toscana. Det ville føre for vidt her at nævne dem alle, men igen har jeg et par favoritter, først og fremmest Radda in Chianti, der, som navnet antyder, ligger midt i Chianti vinområdet.

Da jeg kom til byen første gang for 40 år siden, var der ingen hoteller og kun et par beskedne restauranter. Jeg blev hurtigt gode venner med den daværende, og nu desværre afdøde borgmester, Giorgio Bianchi, som var et ledende lys i etableringen af turistproduktet agriturismo – ferie på landet i Italien på vingårde og lign., hvorved turisterne kommer ind på livet af de altid imødekommende værtsfolk. Giorgio hjalp mig med at finde nogle agriturismi, som jeg kunne markedsføre i mit gamle firma, Ferieboligcentret.

Radda er desværre blevet mere end opdaget af turister fra navnlig Tyskland og Holland, og disse dominerer nu bybilledet om sommeren, hvor de sidder på de efterhånden mange caféer og nyder et glas af den fremragende lokale vin. Der er også kommet flere hoteller til, men disse er uforholdsmæssigt dyre. Jeg er så heldig at have mit ”eget” værelse hos enken på Giorgios skønne vingård… En anden favorit er Buonconvento, som ligger godt 20 km syd for Siena i det typiske, bølgende landskab – crete senesi – som findes i dette område.

Buonconvento har en hyggelig gågade, hvis ”hovedattraktion” er restauranten Da Mario, hvor det autentiske køkken serveres uden dikkedarer. Man skal prøve deres fiorentina og Mamma’s egen zuppa inglese (se ovenfor) for at høre englene synge. Jeg kører faktisk gerne en større omvej for at spise hos Mario, og jeg overnatter på det uprætentiøse og billige hotel, Ghibellino, ved byens hovedtorv.

Toscana er også synonym med vin, navnlig Chianti, men også mange andre, mindre kendte. Det meste af Toscana er spækket med vinmarker og olivenlunde, og på mange af vingårdene har man mulighed for både at smage og købe deres egne produkter.

Nogle steder er besøget gratis, andre steder betaler man for en rundvisning med smagsprøver. Det samme gælder producenterne af den fortræffelige olivenolie, som Toscana også er kendt for. Jeg er ikke nogen vinekspert, men jeg ved, at vinelskere flokkes til f.eks. Montalcino, hvor den fornemme Brunello laves, og til Montepulciano med den kendte vino nobile (den ædle vin). Har man spenderebukserne på, kan man i de bedre vinbutikker købe det eksklusive Sassicaia, hvor priserne begynder omkring en tusse for en flaske.

Jeg har en enkelt gang revet mig og købt en flaske til min vinelskende søn, som påstod, at det var den bedste vin, han nogen sinde havde smagt. Tror pokker, til den pris…

Jeg har allerede nævnt lidt om gastronomien. Et kuriosum er, at det toskanske brød er usaltet, hvilket bl.a. skyldes, at deres pålæg ofte er temmelig salt og dermed kompenserer for det manglende salt i brødet.

Nå, men Toscana er ikke kun landskaber og kunstbyer. Det vestlige Toscana ligger ud til Middelhavet, hvor man finder fremragende sandstrande og badebyer i alle kategorier. Den italienske elite holder til i Marina di Pietrasanta, Forte dei Marmi og Viareggio, hvor man finder rævedyre hoteller, ditto restauranter og modebutikker langs de fornemme strandpromenader.

Er man til eksotiske biler, er det hér, man finder dem: Maseratier, Ferrarier, Lamborghinier, ja endda Rolls og Bentley, nærmest i køkørsel. Men mindre kan også gøre det. Byer som Cecina, Bibbona, San Vincenzo og Marina di Grosseto er umiddelbart mere tilgængelige rent prismæssigt, uden at man skal give afkald på fine sandstrande og gode restauranter.

I Cecina ligger det store feriecenter, La Cecinella, som byder på såvel ferielejligheder som små villaer omkring et stort poolkompleks samt en god, men forholdsvis dyr restaurant. Er man mere til campinglivet, kan jeg anbefale to meget fine pladser: Camping Free Beach i Marina di Bibbona og Park Albatros i San Vincenzo – begge med masser af faciliteter og dejlige, moderne mobilhomes.

Jeg kunne skrive mange flere sider om Toscana, men mine læsere ville nok komme til at kede sig, så jeg vil lade dette være nok for denne gang

Kør selv ferie til Den italienske Adriaterhavskyst

Jeg er nok ikke den eneste, der er vild med Italien. Ikke mindst med adriaterhavskysten med de fantastiske, børnevenlige sandstrande, der strækker sig flere hundrede kilometer fra nord til syd og som er spækket med både spændende historiske byer og med rene badebyer, som tiltrækker især børnefamilierne.

Min egen favorit er den næsten ukendte, store havneby, Trieste, som ligger utroligt smukt i bugten, hvor Italien grænser op til den slovensk/kroatiske halvø, Istrien. Byen bærer præg af sit skiftende tilhørsforhold til Italien og det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvilket man især ser på den statelige arkitektur.

Der er mange skønne pladser, hvoraf den smukkeste for mig er Piazza Unità d’Italia, hvis fjerde ”side” åbner sig mod havnen og havet. Såvel på denne som på andre af byens pladser finder man nogle fornemme caféer – ja, nærmest konditorier – hvoraf den kendteste er Caffè degli Specchi (”spejlenes café”) med et udvalg af søde sager, som er guf for enhver slikmund.

Er du, som jeg, til is, så findes en af Italiens bedste isbarer over for Hotel Milano, og så glemmer man alt om vægten. Masser af shoppingmuligheder er der også, både langs de flotte boulevarder og i de hyggelige, små gyder; og der er noget for enhver pengepung! Hvilket i øvrigt også gælder i de mange restauranter, som disker op med alt fra enkelte pastaretter til overdådige fade med de friskeste fisk og skaldyr. Mine egne favoritter er vongole (venusmuslinger), branzino (havbars) og rombo (pighvar).

En ting, jeg altid gør, når jeg kommer til Trieste, er at tage en tur med ”il tram”. Denne sanfrancisco-lignende sporvogn kører fra byens centrum og op ad bjerget til den lille by, Opicina, ved den slovenske grænse.

Undervejs belønnes man med vidunderlige panoramaer over byen, havet og den istriske halvø. Især børnene er vilde med turen. Hvis jeg snupper en overnatning i Trieste, og især hvis jeg føler mig ved muffen, tager jeg ind på Excelsior, som ligger på havnepromenaden og som transporterer mig tilbage til kejsertiden. Ren dekadence!

På strækningen vestpå fra Trieste mod Venedig gør jeg altid et stop i to af badebyerne: Grado og Caorle. I modsætning til de andre badebyer på denne kyststrækning har begge et charmerende historisk centrum, hvor de lokale blander sig med turisterne på de flotte torve og i de smalle gader.

Smuk, veneziansk arkitektur præger bymidterne, og man har klogeligt valgt at placere hoteller, ferieboliger og campingpladser et godt stykke uden for centrum. Begge byer har ligeledes en livlig fiskerihavn med farverige fiskekuttere og småbåde, hvor man kan gøre et godt køb, hvis man møder op, når fiskerne kommer ind med deres fangst. Disse fangster finder man igen på byernes mange restauranter.

Jeg har et par favoritter i såvel Grado som Caorle. I førstnævnte er det L’Approdo og Agli Artisti, mens det i Caorle er Da Nappa, Il Postiglione og Belgau. Der er ingen ende på kreativiteten i deres behandling af havets frugter, men er man mere til en god bøf, klarer de også det. Har jeg familien med, bor vi gerne ude i Caorle-forstaden, Altanea, hvor der er masser af fine, moderne ferieboliger.

Nogle af de bedste ligger i Villaggio Amare og Le Acacie. Ved Caorle findes også den fine campingplads San Francesco som har nogle super flotte mobilhomes.

Skal jeg på ren badeferie med de små, står valget mellem de rigtige badebyer som Lignano, Bibione og Jesolo. Alle disse tre byer byder på kilometerlange, brede sandstrande, som skråner langsomt ned i havet og som dermed er totalt børnevenlige. Byerne har også lange gågader, som er spækket med alskens butikker, barer, isbarer og restauranter (gågaden i Jesolo er hele syv kilometer lang!), og fordi det netop er børnefamilier som min, der holder ferie her, er restauranterne indstillet på de små gæster, som finder deres favoritter som spaghetti med kødsovs, fisk og fritter m.m.

Men heller ikke som voksen behøver man at vansmægte: fisk og skaldyr i alle afskygninger, møre bøffer med friske grønsager, kalve- og flæskestege, og naturligvis pastaretter med skaldyr, kødsovs og grønsager. Til mine fiskeretter tager jeg altid bietola, som vistnok hedder sølvbede på dansk – men jeg har aldrig set det på et dansk spisekort. Det er en grønsag, som mest ligner spinat, men som smager helt anderledes, og som passer fortrinligt til netop fisk.

Til dessert – hvis jeg kan få det – beder jeg om polenta! Ikke, som man skulle tro, den allersteds nærværende majsgrød, men en lokal kage, som er en himmerigsmundfuld. Skal jeg være en uges tid med familien i Bibione, bor jeg helst i det flotte feriecenter Planetarium, som børnene er vilde med, ikke mindst pga. de flotte pools, men også med legepladsen og centrets egen, uprætentiøse restaurant.

Lidt udenfor Bibione ligger det hyggelige havneområde Bibione Pineda hvor der er et fint udvalg af campingpladser. Her foretrækker jeg enten Camping Capalonga eller Camping Lido – Kører man videre mod Venedig kommer man til den såkaldte “Lidoen” – her er et kæmpe udvalg af campingpladser som f.eks. de berømte Union Lido og Marina di Venezia.

Jeg må indrømme, at jeg helst undgår Venedig; i hvert fald om sommeren, hvor man står som sild i en tønde, betaler 10 euro for en espresso på Markuspladsen og får serveret en gang turistsjask på restauranterne på og tæt på samme Markusplads. Vel er byen enestående fascinerende, men jeg har kun virkelig nydt den i december måned, når turisterne er væk og når tågen forlener byen og dens lagune med et magisk skær. Så er der til gengæld ikke en skønnere plet på denne jord.

Når jeg kører sydpå fra Venedig, gør jeg altid holdt i den lille charmetrold af en by, Chioggia, som også kaldes Lille Venedig på grund af kanalerne og arkitekturen. Der er slet ikke det turistmylder, som findes i ”storesøsteren”, og det betyder, at man kan slentre af sted i fred og ro, droppe ind på en café og mæske sig i havets frugter på en af de mange restauranter, hvis priser ligger et godt stykke under Venedigs. Jeg kan også godt finde på at tage en overnatning på Albergo Grande Italia, som godt nok ikke er ”dagens gode tilbud”, men som oser af gammeldags charme og som har en smuk beliggenhed direkte ud til lagunen.

Godt 100 kilometer længere sydpå, ad en af Italiens med rette mest berygtede landeveje, SS 309 Romea, kommer man til en anden af mine favoritter, Ravenna. Selv om byen i sig selv er ganske nydelig, er det de utroligt flotte glasmosaikker, som trækker folk til. For at få den bedste oplevelse skal man prøve at hægte sig på en gruppe, som vises rundt af en af de lokale guider. De fleste af disse kan virkelig deres kram og formår at fortælle historien på en meget spændende måde.

Ravenna er nok den sydligste by, som jeg kører til, når jeg har min egen bil med fra Danmark. Skal man længere ned, er det mere praktisk at flyve til f.eks. Rimini (turisthelvedet over dem alle!) og leje en bil til den videre færd. Herefter er mulighederne legio – Ancona, Pescara, Bari, Brindisi og et væld af seværdige byer lidt inde i landet som f.eks. Urbino, Macerata, Ascoli Piceno, for blot at nævne nogle få.